Skip to content

Cart

Your cart is empty

Icons

Adidas Campus: Fra tvivlsom contender til tidløs klassiker

I slutningen af 1980’erne kunne Adidas allerede bryste sig af at stå bag adskillige ikoniske sneakers. Den tyske sportsgigant havde gjort sit indtog på samtlige sportslige og musikrelaterede arenaer, og de ikoniske tre striber fik for alvor cementeret deres plads som et af klodens mest relevante og toneangivende sportsbrands mens diskofeberen rasede i natklubber verden over. Fra den amerikanske hiphopscene til grusbelagte tennisbaner i Australien kunne man finde de diagonaltgående striber på sidestykket af  Superstars, Stan Smiths og Sambaer.

Der vil altid være kapitler til glemmebogen i enhver succeshistorie, og i det historiske Adidas-arkiv er det ingen undtagelse. Mere eksperimenterende designs har givetvis haft deres periodiske berettigelser, men grundlæggende er det de strømlinede klassikere, der har overlevet tidens tand og tendenser - og er forblevet en tilbagevendende del af det trestribede menukort. Nogle af de mest udbredte og almenkendte designs er allerede nævnt ovenfor, men hos Shoe Chapter har vi altid haft en kærlighed for en, omend lige så ikonisk, så måske en tand mindre udbredt model; nemlig den ruskindsbeklædte Campus.

Adidas Campus blev udgivet for første gang i starten af 1970’erne under navnet Adidas Tournament. 1970’erne var en periode hvor Adidas allerede nød stor succes på den globale sportsscene; på de europæiske grønsvære kunne man finde Gazellen i sit naturlige habitat, mens de bonede gulve i amerikanske collegegymnastiksale fik undersålen på Forum Highen til at hyle under “ankelbrækkende” driblinger.

Oprindeligt var Campusmodellen tiltænkt at være et lowtop alternativ til Forum High, som indtil Campusens introduktion havde været den foretrukne Adidassilhuet til trepointere og slamdunks. Faktisk spillede en ung Michael Jordan i selv samme Forum High i 1984, blot ét år forinden han underskrev verdens mest profitable spillerkontrakt med Nike… men det er en helt anden historie.

I starten af 1980’erne blev Adidas Tournament så genintroduceret som Adidas Campus - og det har vores tyske naboer øjensynligt ikke fundet nogen grund til at ændre på, for det hedder den stadig den dag i dag. 

Campusen blev aldrig et hit på basketballbanen, men den opblomstrende skatekultur tog derimod modellen til sig - og selvom det i høj grad var Superstaren der havde vundet indpas som den foretrukne, hiphoprelaterede gummisko, så vandt Campusen også indpas i  subkulturen på foranledning af blandt andet, omend især, Run-D.M.C. som Adidas i 1980’erne havde indgået partnerskab. De tre superstjerner var nærmest religiøst iklædt Superstaren, hvis navn på mange måder synes at udbasunere hvad gruppen - og skoene - blev for både hiphopscenen og Adidas.

Det er især Made linjen, som synes at skille sig ud og givetvis er årsag til førnævnte. Som skarp kontrast til fordismens strømlinede produktionsfilosofi, holder Made-linjen fast i de stolte traditioner, der kredser om håndsyede premium materialer udført af uddannede syersker… og så at produktionen, til trods for tidens tendenser, ikke er outsourcet til østen, men derimod foretages i USA og England.

Resultatet bliver en kombination af høj kvalitet og uovertruffen komfort, og som føles lidt som at invitere sine fødder på et længerevarende all-inclusive ophold i brudesuiten på D’angleterre. Har man selv haft fornøjelsen af at have et par fra Made-linjen på fødderne ved man, at analogien har sin berettigelse, om end overdrivelse selvfølgelig fremmer forståelse.

Selvom der med begrundet mistanke kan spekuleres i, om medlemmerne af Run-D.M.C. ikke fra tid til anden har givet deres rytmiske pusselanker en velfortjent pause fra den ikoniske Shelltoe og er hoppet i et par Campus, var det alligevel en anden hiphopgruppe fra New York, der blev bannerførere for Campusens succes - og videre genopstandelse i midten af 1990’erne. Frem til - og længe efter - Adidas stoppede med at producere Campusen i 1987, bar medlemmerne af Beastie Boys nemlig troligt og lovligt modellen… og lovpriste den simpelthen for både design og komfort i en sådan grad, at Adidas i midten af 1990’erne genoptog produktionen.

Siden da har Adidas Campus mere eller mindre været fast del af sortimentet, når Adidas præsenterer de kvartale kollektioner; og vi sørger altid for at købe godt ind af modellen i forskellige farver og materialer. Gennem tiden har vi haft æren af at præsentere samarbejder med blandt andet White Mountaineering, og den japanske streetwear gigant Bape har et par gange været inde over samarbejder, der har skabe røre i andedammen for samlere verden over. Campusens enkle, elegante og alsidige design gør den til en oplagt kandidat i ethvert klædeskab, og skulle du være nysgerrig på, om Campusen er en sko for dig… ja, så er både vi - og skoene - at finde på Store Torv 6!.